Latinsk navn: Pilosella Pilosellina
Engelsk navn: Mouse-ear hawkweed
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Kurvblomstordenen
Familie: Kurvblomstfamilien

Håret høgeurt er meget almindelig i hele Danmark på tør, sandet og mager jordbund. Urten vokser normalt på heder, enge, græsmarker, overdrev, skrænter og i klitter. Urten danner desuden ofte ret tætte bevoksninger.

Stængel og blade
Håret høgeurt er en lav, håret urt med en grundstillet roset af aflange, hårede blade med hvid- eller gråfiltet underside. Udløberne bærer også blade. Planten har mælkesaft.

Frugter og blomster
I toppen af de hvidfiltede og bladløse skafter sidder enlige kurve af lysegule blomster. De enkelte blomster er tungeformede og de yderste blomster har en rød midtstribe på undersiden. Høgeurtens frugt er en nød med hårformet fnok, som spredes med vinden.

Håret høgeurt - Pilosella Pilosellina - Mouse-ear hawkweed
Fakta
  • Voksesteder: Det åbne land, Kyst og hav
  • Flerårig
  • Højde: 5-20 cm
  • Rod: Jordstængel med udløbere
  • Blade: Lancetformede, aflange eller elliptiske
  • Blomstrer: Maj-juni
  • Frugt: Nød med fnok
Vidste du det?
Ligesom hos fandens mælkebøtte (se plante) kan håret høgeurt formere sig ved frøsætning uden befrugtning, hvilket vil sige, at en plantes egenskaber overføres udforandret til nye planter. Med andre ord danner planten kloner. Derudover breder håret høgeurt sig også med udløbere.