Ensidig klokke

afJørgen Steen

Latinsk navn: Campanula rapunculoides
Engelsk navn: Creeping Bellflower, Rampion Bellflower
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Klokkeordenen
Familie: Klokkefamilien

Ensidig klokke ses sjældent i Nord- og Vestjylland, men er ellers almindelig i den øvrige del af Danmark. Planten er flerårig og vokser på næringsrig bund i haver, langs vejkanter og ved tidligere bebyggelsesområder.

Blade og stængel
Stænglen er opret og mælkesaftholdig. Planten har takkede blade, der er spredste og stivhårede. De nederste blade er æg- til hjerteformede, mens de øverste blade er æg- til lancetformede.

Blomster og frugter
Blomsterne er klokkeformede, violette og sidder i en lang, ensidig klase. De er 5-tallige og med tilbagebøjede bægerflige. Frugten er en kapsel, der er håret og hængende.

Fakta
  • Voksesteder: Det åbne land
  • Flerårig
  • Højde:  30-100 cm
  • Blade: Ægformede, lancetformede
  • Blomstrer: juli-september
  • Frugt: kapsel
Vidste du det?
Ensidig klokke er indført som prydplante og køkkenurt.
Ensidig klokke - Campanula rapunculoides - Creeping Bellflower, Rampion Bellflower