Latinsk navn: Armeria maritima
Engelsk navn: Sea pink
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Hindebægerordenen
Familie: Hindebægerfamilien

Engelskgræs er en almindelig urt i Danmark, især på sandet og jord. Planten vokser ved kysten, på strandenge, skrænter, i klitter, på strandoverdrev samt i vejkanter inde i landet.

Stængel og blade
Engelskgræs danner tætte, lave tuer. Plantens blade sidder tæt over jorden i en roset. I midten af bladene vokser de bladløse stængler op.

Blomster og frugter
Urtens blomster sidder i runde, tætte hoveder i enden af stænglerne. Der er ca. 10-30 blomster i hvert hoved. Blomsterne er velduftende og lyserøde med 5 kronblade samt hindeagtige bægerblade. Engelskgræsens frugter er små kapsler, der åbner sig på tværs. Bægerbladene bliver siddende på kapslerne, som spredes med vinden. 

Fakta
  • Voksesteder: Det åbne land, Kyst og hav
  • Flerårig
  • Højde: 10-30 cm
  • Rod: Pælerod
  • Blade: Linieformede
  • Blomstrer: Maj-august
  • Frugt: Buddike med 1 frø
Vidste du det?
Engelskgræs er tolerant overfor salt, idet planten kan komme af med eller "svede" saltet ud gennem små kirtler på bladene. Urten vokser derfor ofte ved kyster og på strandenge, hvor planten kan være meget dominerende.
Engelskgræs - Armeria maritima - Sea pink