Latinsk navn: Achillea millefolium
Engelsk navn: Yarrow
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Kurvblomstordenen
Familie: Kurvblomstfamilie

Almindelig røllike er hyppig og meget almindelig i hele Danmark, hvor urten vokser på næringsrig jordbund på enge, skrænter, overdrev, brakmarker, strandenge, i vejkanter og som ukrudt i haver. Planten breder sig med underjordiske udløbere fra jordstænglen.

Stængel og blade
Planten er rank og opret med en håret og rillet stængel. Bladene sidder spredt og er fjersnitdelte og hårede. Lige over jorden har rølliken bladrosetter, der overvintrer og danner nye stængler til foråret.

Blomster og frugter
Rølliken har små hvide blomsterkurve, der består af skiveblomster med rørformede kroner og randblomster med tungeformet krone. Kurvene er samlet i tætte halvskærme. Frugterne spredes om vinteren, når vinden rusker dem af.

Fakta
  • Voksesteder: Det åbne land, Kyst og hav
  • Flerårig
  • Højde: 15-60 cm
  • Rod: Jordstængel med udløbere
  • Blade: Lancetformede og fjersnitdelte
  • Blomstrer: Juni-oktober
  • Frugt: Nød/kapsel
Vidste du det?
Almindelig røllike kan både anvendes til te, spises, bruges til plantefarvning samt anvendes som lægeplante. Desuden har man fundet dele fra en røllike i Egtvedpigens kiste.
Almindelig røllike - Achillea millefolium - Yarrow