Latinsk navn: Cirsium arvense
Engelsk navn: Creeping thistle
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Kurvblomstordenen
Familie: Kurvblomstfamilien

Agertidsel er meget almindelig i hele landet. Urten vokser på næringsrig jordbund på enge, overdrev, langs veje, på agerjord, i haver, parker og på tang på strandvolde og strandbredder.

Stængel og blade
Agertidsel er en kraftig plante med oprette og glatte stængler. Bladene er grågrønne med glat overside og hvidfiltet underside. De er desuden beklædt med stikkende torne.

Blomster og frugter
Urtens blomster er samlet i små kurve, der sidder i en udbredt top. Kurvene er ægformede med små rødviolette blomster med rørformede kroneblade med flige og udragende støvfang. Blomsterne er enten hanlige eller hunlige. Agertidslens frugt er en lille nød med fjerformet fnok, der spreder sig med vinden.

Fakta
  • Voksesteder: Det åbne land, Kyst og hav
  • Flerårig
  • Højde: 50-130 cm
  • Rod: Jordstængel med udløbere
  • Blade: Fjerfligede med tornet og bølget bladrand
  • Blomstrer: Juni-september
  • Frugt: Nød med fnok
Vidste du det?
Agertidslen har et vidt forgrenet rodnet og er meget svær at bekæmpe. Selv små stykker af roden kan vokse videre og blive til nye planter. Desuden overvintrer planten ved skud fra rodknopperne. De overjordiske dele af planten dør, men til foråret skyder der nye stængler op fra knopperne.
Agertidsel - Cirsium arvense - Creeping thistle